>Var ikke i besiddelse af fantasi<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Han vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Høvdingen var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev de klar over de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.