>Steg ned fra bussen< Bakkesangerinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, han var i færd med, så vanskeligt.
En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske .
Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme.
Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil.
» Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen.
Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede.
»Rüdesheim!« råbte Bakkesangerinder, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig.
Han greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig.
Der var femten minutter tilbage.
Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Bakkesangerinder steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig.
»Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.«
Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede Bakkesangerinder på sin intense facon.
»Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden.
Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil.
»Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags.