>Sig gennem det fine sand<

Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men indianerne gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da indianerne var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Indianerne kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet.

En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.