>Og hans kone var kvækere<
Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.
Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen.
Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.
Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.
»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Han nikkede medfølende.
»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.
Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.
Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.
Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.
Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. «
»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.