>Har ikke set en sort mand< Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.
»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.
Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«
King Memphis oversatte til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.
Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.
Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte til reservatet.
Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.
»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en sort mand, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.
Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«
Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«
Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:
»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.