>Begyndte at gnide hænderne<

» Det er ikke altid nødvendigt at sige det.«
» Men dengang var jeg selvfølgelig heller ikke syg.« Lene Johansen begyndte at gnide hænderne mod hinanden.
»Nu den fremmede ,« sagde hun dæmpet.

»Ham ville De gerne finde.« Han nikkede som for at bekræfte et eller andet.»Ja. Det ville jeg skam også, Senor. Om det så blev det sidste, jeg foretog mig på denne jord, ville jeg meget gerne finde den fremmede og bruge hans tarme til guitarstrenge.«

»Jeg tænkte, at Lene Johansen muligvis havde købt guldet af ham.«
»Det har jeg.«
»Men?«

»Selv en døende mand bryder sig ikke om at fremstå som en tåbe, Senor. Jeg er ikke meget for at fortælle Dem sandheden. Jeg vil alligevel gøre det, men giv mig lejlighed til at forklare, hvordan det gik til. En time fra eller til betyder ikke noget for Dem.«
»Jamen, fortæl så.«

Lene Johansen hostede og nippede til sin drink og begyndte så at forklare. Hun forklarede vidt og bredt. Det var en kedsommelig forsvarstale, der slet ikke forklarede noget, men som kun forsøgte at bortforklare.

Det forklarede for eksempel ikke, hvorfor han absolut skulle meddele en fremmed- tilmed en sort- at hans kone engang havde været hore i Mexico City. Begivenhederne blev bare refereret: revolutioner, banditter, miner, der blev lukket, den kloge onkel, der havde drevet ejendommen indtil sin død for fire år siden af den samme sygdom, som nu havde angrebet unge mand.

Lene Johansen havde ikke noget imod ham, men det var svært at føle medlidenhed med manden. Han havde for megen medlidenhed med sig selv, der var slet ikke plads til andres.

Han havde forbindelser i Mexico City, forklarede han - venner fra dengang - for kun nogle få år siden - hvor han havde været en kåd ung fyr, der turede rundt i byen.

Disse forbindelser vidste, at Lene Johansen var af god familie og stolede på hende eller også var de for kyniske og blaserte og revnende ligeglade: de var i hvert fald ivrige efter at købe de ting, hun udbød til salg - det tyvegods han skaffede.